Historien
De tapre frihedskæmper-mus fra Mars fortsætter deres kamp mod de onde kræfter, der vil knuse dem og ødelægge deres planet. Denne gang bliver de angrebet af Katatonierne, en kattelignende race, der er ude efter den mest værdifulde ting på Mars – Regeneratoren.
Engang havde Mars masser af vand, men de dage var talte, da planeten blev udpint under Plutarkianernes besættelse. I dag kan Marsmusene kun få vand ved hjælp af Regeneratoren. Regeneratoren er en genial maskine, udtænkt af den lige så geniale general Stoker. Uden Regeneratoren er det kun et spørgsmål om tid, før alle Marsmusene er uddøde. Men katatonierne har også et problem. Deres planet er i tidens løb blevet forvandlet til en overfyldt kattebakke, så de er nødt til at finde andre planeter, som de kan forvandle til de gigantiske kattetoiletter, der er så vitale for deres eksistens. Med Regeneratoren i deres kløer, vil katatonierne være i stand til at forvandle ethvert stykke land til en kattebakke, der kan forlænge deres eksistens. Det faktum, at katatonierne er Marsmusenes naturlige fjender, er blot en ekstra bonus.
Kort tid efter at katatonierne har fået fat i Regeneratoren, bliver den ødelagt. Men Stoker har heldigvis konstrueret to regeneratorer. Desværre er den anden regenerator blevet stjålet af den skurkagtige entreprenør fra Chicago, Ronaldo Rump. Rump er ved hjælp af den forunderlige maskine i gang med at forvandle Chicago til et stort kommercielt byggeprojekt. Og han agter ikke at standse her. Rump har sat sig for at skaffe så meget energi til Regeneratoren, at han kan forvandle Mexico til verdens største Rump golfbane. Derudover har han planer om at smelte polarisen og skabe nye jomfruelige strandområder. Da Motormusene vender tilbage til Chicago skal de ikke blot finde Regeneratoren, inden deres planet går til grunde, de må også forhindre Ronaldo Rump i at forvandle hele planeten Jorden til en stor byggeplads. Samtidig må de kæmpe mod katatonierne, der også er ude efter Regeneratoren. Sådan begynder den lange rejse for Motormusene fra Mars. Heldigvis er de i besiddelse af de mest avancerede motorcykler, der nogensinde er konstrueret. Fyr op under kværnen og vær klar til at trykke sømmet i bund, for nu er det atter en gang tid til at…
ROCKE OG RULLE!
